Det Socialpædagogiske Opholdssted Jupiter

Har du brug for mere information?

Kontakt os og hør hvordan vi kan hjælpe jer videre.

Struktur til overskud
Faste tider giver ro på

Opholdsstedet Jupiter er et lille, struktureret opholdssted. Medarbejderne har fokus på at pigerne oplever en overskuelig og struktureret hverdag, som hjælper dem med at navigere i deres nogle gange kaotiske liv. Vi har gode erfaringer med denne faste struktur, som giver ro på, og som giver pigerne den bedste træning i forhold til at tage hånd om eget liv.

Faste fælles rutiner ugen igennem

De unge gør rent på eget værelse en fast dag i ugen. Derudover har vi husmøde, hvor vi laver status over ugen der gik sammen med de unge og vi planlægger den kommende uge. Husmødet er de unges møde hvor de giver udtryk for ønsker, ændringer og eventuelle konflikter mellem pigerne drøftes så vi sammen kan finde løsninger.

Andre aktiviteter i løbet af ugen kan være at tage i svømmehallen, spille musik, tage kørekort , eller gå til fitness. Nogle unge er tilmeldt fritidsaktiviteter i lokalområdet. Det kan være sport eller ridning eller andre fritidsaktiviteter.

Dagsstruktur
  • 07:00 Vækning
  • 07:30 Morgenmad
  • 08:00 Skolen starter
  • 12:30 Frokost på skolen
  • 15:00 Hjem fra skole
    & fælles eftermiddagsmad
  • 16:00 Fritids- og fællesaktiviteter
  • 18:00 Aftensmad
  • 20:00 Fritids- og fællesaktiviteter
  • 22:30 Godnat

Hver anden weekend tager vi ofte ud af huset på lidt større aktiviteter som f.eks. paintball, gokart, forlystelsesparker, shopping osv. De øvrige weekender er der plads til eventuelt samvær med familie.

Empatiske og forundringsparate medarbejdere med autensitet

Medarbejdergruppen er kompetent, erfaren inden for målgruppen og - ligesom pigegruppen - mangfoldig med forskellige kulturelle og faglige baggrunde. Der er et flertal med pædagogisk baggrund, men også andre faggrupper er repræsenteret. Vi arbejder mentaliserende og anerkende og er bevidste om, at længerevarende autentiske relationer er essentielle for at fremme udvikling hos den unge.

Kærlighed og krav

Pædagogerne går i spidsen med høje etiske og professionelle krav, humor og masser af opfindsomhed samt med en filosofi om, at der skal være plads til alle. På opholdsstedet Jupiter dyrker vi de bedste aspekter fra det gode familieliv, som mange af vores unge ikke har haft mulighed for at afprøve.

Midt i vore unges kaos af følelser og tabte drømme er vi skabere af et spirende håb. Håbet kommer til udtryk gennem en hverdag, der fungerer. Morgenen starter og de unge kommer i skole eller i praktik. Hjemme igen er der en rummelig hjemlig atmosfære: tid til sig selv, tid til samtaler, tid til aktiviteter, tid til at hjælpe med maden, tid til at besøge venner.

Planlægning og pædagogisk udvikling

På medarbejdermøderne deler vi erfaringer, planlægger aktiviteter og diskuterer aktuelle problemstillinger i ungegruppen.
Kontaktpersonen og den unge er sammen om at lave pædagogiske planer ud fra den kommunale handleplan, så det er de unge selv, der har styringen på, hvilke mål de ønsker at opnå.

Der pædagogiske dage og kurser flere gange om året for alle medarbejdere.

Vi bor i to forskellige huse
Hus 1 - Tæt ved fjorden

Jupiters hus 1 ligger tæt ved Venø Bugt som er en del af Limfjorden.

Vores værelser er hyggelige med plads til, at du kan indrette dit værelse med dine egne ting. Og bare rolig – her er hele fem badeværelser. Fællesrummene med køkken og stue er store og rummelige og her er der gode muligheder for at være sammen om fælles aktiviteter.

  • Stor have med udsigt over fjorden
  • Bålplads & værksted
  • Sportshal
  • Mulighed for kajak og paddleboard

Hus 2 - Åbne vidder

I Jupiters hus 2 er der god plads både indenfor og udenfor og masser af kroge der indbyder til fordybelse og egne tanker.

• Stor hal til boksning og andet sport

• Stor terrasse

• Bålplads

• Stor have

Lejligheder til efterværn

Vi har 2 lejligheder i annekset ved vores hus 1 og 4 lejligheder i selvstændig bygning ved siden af vores hus 2. Disse 6 lejligheder fungerer som botilbud for de unge, der er på vej til at flytte for sig selv, men som fortsat har behov for den ekstra støtte, det giver at være sammen med de andre unge og voksne. Nogle af lejlighederne deler køkken og bad mens en enkelt lejlighed har sit eget. Dette giver mulighed for at tilpasse boformen til den enkelte unges behov.

Samarbejde med skoletilbud med specialundervisning
Pigerne vil som oftest gerne tage 9. klasse og derefter en uddannelse

De fleste af pigerne har brug for at styrke deres selvtillid, når de kommer til Jupiter. De har ikke tiltro til at de kan lykkes i livet. Det hele er gået i stykker. Skolen har måske været lidt af en fiasko, og forholdet til familien problematisk. Nogle har helt brudt med deres familie fordi de har været udsat for negativ social kontrol. Uddannelse og personlig udvikling har der ikke været ret meget overskud til. Nogle har også eksperimenteret med rusmidler og kriminalitet. Men uanset hvad, så nærer de allerfleste et stort ønske om at færdiggøre 9. klasse og at tage en uddannelse. Det sætter vi alt ind på at få til at lykkes.

Vi arbejder tæt sammen med skole– og uddannelsestilbud. For at få den bedste start på en ny periode i livet på Jupiter, anbefaler vi skolestart på Dagskolen på Bustrup, som er rummeligt og har gode erfaringer og ekspertise i at få en negativt skoleerfaring vendt til en positiv skolehverdag med afsluttende prøver. Derfor anbefaler vi dette skoletilbud med specialundervisning.

Ofte har pigerne heller ikke haft overskud til at dyrke egentlige interesser, og er i det hele taget kommet bagud med deres udvikling. Men sådan behøver det ikke at blive ved med at være. Trygge rammer, en god stabil hverdag og ikke mindst omsorg og nærvær fra medarbejderne og de andre unge på stedet er en af forudsætninger for at sårbare unge kommer til hægterne og begynder at tro på, at fremtiden er lys.

En anden forudsætning er, at der er mulighed for at deltage i positive aktiviteter som kan styrke selvtilliden og lysten til at forandre det, der ikke duer.

Uddannelsesmuligheder
  • 9. klasse på Dagskolen på Bustrup
  • 10. klasse på Dagskolen på Bustrup
  • HF på VUC i Holstebro
  • HF på VUC i Skive
  • PAU på CVU Vita i Holstebro
  • Social– og Sundhedsskole i Skive og Holstebro
  • UCH i Holstebro (Uddannelsescenter Holstebro)
  • Skoletilbud med specialundervisning

Kontakt os for at høre mere

Kontakt os